Mad og fester

Uden mad og drikke duer helten ikke.
Uden mad og drikke duer roheltene og roheltinderne ikke! Der er ikke noget bedre end at stille sulten i dejlige medroeres gode selskab med udsigt over Svanemøllehavnen.

Mandag til torsdag serverer vores kok billig, lækker og mættende aftensmad i klubhuset på 1. sal. Et aftensmåltid består af en varm ret, salatbord, friskbagt brød og postevand. Frivillige barvagter står for salget af mad, rabatkort, kage og drikkevarer. Om sommeren spiser vi ude på terrassen. Om vinteren spiser vi i slyngelstuen og på verandaen.

DSR er kendt for sine fester – og det er vi stolte af! Alle årstider byder på traditionsrige og fabelagtige fester. Sidst på vinteren inviterer Styrmandslauget til Blåt Øje. Midt på foråret holder instruktionsudvalget introfest, hvor klubbens gamle medlemmer viser de nye, hvordan vi fester. Først på sommeren fejrer vi DSR’s fødselsdag. Sidst på sommeren skal kaninerne døbes (og det skel fejres). Midt på efteråret holder vi høstfest.

Og i december finder årets største fest sted, nemlig julefrokosten. Oftest fejrer vi også nytår i DSR! Udover de tilbagevendende fester holder vi af og til fredagsbarer eller andre fester.

Festerne arrangeres af frivillige, og overskuddet går til klubbens drift!

Comments are closed