Lokaler og lokaliteter

Klubhuset og dets indretning

Generelt:

Åbningstider:

Klubben er – af hensyn til risikoen for tyveri – aflåst hele døgnet.  Du bør ikke lukke folk ind i klubben, hvis du har mistanke om, at de ikke har noget at gøre der.
Du skal bruge en nøglebrik for at komme ind. Læs mere omkring hvordan du får et nøglekort

Stueetagen

Bestyrelseskontoret:

Er et arbejdsværelse for bestyrelsen, hvor medlemsregistret bliver vedligeholdt og posten sorteres. Lokalet fungerer tillige som depot for reservedele til klubbens både.

Bådhal:

Bådhallen optager det meste af pladsen i stueetagen. Her opbevares de både, som anvendeds til roning fra klubhuset i Svanemøllen og om vinteren også de både, der anvendes på Bagsværd Sø. Reparationer af bådene foregår her og på værftet. Rygning og brug af åben ild er ikke tilladt på grund af brandfaren.

Medlemsværksted:

Værkstedet er ikke aflåst, så det er nemt for alle at finder det nødvendige værktøj til hurtig udbedring af småskader og til standard vintervedligehold. Hvis der alligevel mangler noget kan du sende besked til materiel@danskestudentersroklub.dk.  Hvis man låne værktøj skal det lægges på plads efter brug!

Omklædning:

I omklædningsrummene er der bruse- og toiletfaciliteter. Endvidere er der et antal skabe, som udlejes for et år ad gangen. Skabskort skal fornys årligt. Læs mere om hvordan du kan leje et skab.
Skabe, der benyttes uden gyldigt skabskort, vil blive tømt, og indholdet lander først i store sorte sække og smides efter en periode væk.

Robassin:

Robassinet er beliggende i stueetagen ved siden af bådhallen og benyttes primært til instruktion og om vinteren til tekniktræning. Herudover kan det benyttes af alle efter lyst og behov.

Sauna:

Der er sauna i forbindelse med både herre- og det ny damebad.

Træningsrum:

To rum, hvor man finder kondicykler, plinter, ribber, vægte og forskellige indretninger til brug af disse samt en masse ro-ergometre. Træningsrummet står til fri afbenyttelse bortset fra de tidspunkter i vinterhalvåret, hvor der er reservationer af ergometre. Hvis man er usikker m.h.t. brugen af ergometre eller vægte, kan man altid henvende sig til en af trænerne. Københavns Skiklub har et antal skiergometre stående, som DSRs medlemmer må anvende, når de er ledige, ligesom KS medlemmer må benytte ro-ergometre mv., når de er ledige.

Værftet:

Ved siden af træningsrummet findes klubbens bådeværft. Det er her reparation af bådene foregår, når det handler om større skader. Klubbens værftslokaler er lejet ud til to bådebyggere, der samtidig efter aftale udfører reparationer for klubben. Man må ikke låne værktøj fra bådeværftet.

1. sal:

Bar og køkken:

DSR har en fastansat kok til at lave mad  mandag til torsdag året rundt. Der bydes på forskellige gode, nærende retter i form af et hovedmåltid incl. salat og hjemmebagt brød og evt. kage. Maden kan nydes til en fornuftig pris i Slyngelstuen eller på verandaen. Man rydder selv op efter sig! Der er ikke ansat personale til oprydning efter en klubaften.

Som et led i introduktionen af klubben for de nye medlemmer er det blevet indført, at alle ”kaniner”, som kanintjans, kan vælge at give en hånd med i køkkenet og baren. På denne måde indføres man i køkkenets ”hemmeligheder” og vejen til social fremdrift: At få hilst på alle hilse på alle klubkollegaerne.
Om sommeren er køkkenet er åbent mandag til torsdag fra kl. 19 til 21.30. Om vinteren fra 18.30 til 21.00. Maden betales i baren, hvorfra der endvidere foregår salg af billetter til fester og andre arrangementer samt rotøj.

Bestyrelsesværelset:

Herfra administreres klubbens anliggender, møder i bestyrelsen og udvalg afholdes her. Bestyrelsesmedlemmer kan sjældent ”fanges” her, idet der ikke er fast bemandet på rotidspunkter. Hvis man vil i kontakt med et bestyrelsesmedlem, må man derfor enten skrive til vedkommende eller til bestyrelsen eller håbe at møde vedkommende på verandaen eller i Slyngelstuen efter rotid, det vil som regel sige mellem kl. 20 og 21 på hverdage.

Redskabsrummet:

Mellem bestyrelsesværelset og Kongeværelset ligger et depotrum, hvor klubbens festremedier og redskaber til vintergymnastikken opbevares. Der er mange ting i rummet, så vær omhyggelig med at få det du tager ud lagt rigtigt på plads igen.

Kongeværelset:

Kongeværelset, også kaldet hjørneværelset, er beliggende i den sydøstlige del af 1. sal. Værelset bruges hovedsageligt til møder.

Salen:

Salen, der er beliggende på første sal, bruges i vinterhalvåret til gymnastik. Endvidere afholdes vores fester her. Salen kan ligesom klubbens andre lokaler lejes.

Slyngelstuen:

Her er findes klubbens bar og de vigtigste opslagstavler. Stuen benyttes bl.a. ved fredagsbar-arrangementer, men også i det daglige, hvor folk sidder og nyder deres aftensmad eller en kop kaffe. Endvidere hænger Spejlet, de år det er blevet erobret, herinde (Se ”Konkurrencer og præmier”).

Verandaen:

Dette lokale er beliggende lige ud mod Øresund og har vel sagtens en af byens bedste udsigter. Det er også herfra, at nysgerrige sjæle kan betragte travle kollegaer vende hjem og lægge til kaj efter endt togt.

2.sal:

2. sal anvendes primært til privat beboelse og opbevaring af diverse genstande. Her er tre lejligheder, som udlejes til aktive medlemmer. Derudover findes et arkiv, hvor der opbevares  gamle årbøger, tidligere numre af bladet samt kort m.v. til planlægning af langture.

Andre lokaliteter:

Bagsværd Rostadion:

Bagsværd Sø er dansk rosports nationalstadion. Her ligger klubbens bedste outrigger-materiel, og her træner klubbens kaproere. Er man interesseret i kaproning, kan man tale med kaproningschefen.

Gåsehuset:

Klubben ejer en mindre hytte i Ravnsholt skov ved Allerød Station. Fra dette hus arrangerer orienteringssektionen orienteringsløb hver 3. uge i vinterhalvåret.  Man behøver dog ikke at løbe orienteringsløb for at aflægge Gåsehuset et besøg. Man kan til enhver tid låne (leje) huset for en kortere eller længere periode

Gåsehusets nærmere beliggenhed kan studeres på opslagstavlen i Slyngelstuen, ligesom de nærmere tidspunkter for løbene vil være angivet her og på klubbens nyhedsmail.

Se endvidere i klubbladet ”DSR”, og mere info her

Comments are closed