1942-1967

Træk af DSR’s historie fra 1942 til 1967

Blandt de største begivenheder i klubben i denne periode var selve jubilæet i 1942 og festlighederne i denne forbindelse. Den 17. maj indviedes et nyt træningshus i Sydhavnen for kaproerne. Under receptionen på ”selve” fødselsdagen den 13. juni afsløredes greve Eigil Knuths to buster af henholdsvis kronprinsen og ingeniør Rée. Busterne er nu placeret på reposen i Vestibulen.

Interessen for at deltage i fødselsdagsfesten om aftenen var så stor, at den måtte holdes i Odd Fellow-Palæet i Bredgade; 800 medlemmer og gæster var med til festmiddagen, og aftenen hovedtaler var højesteretssagfører Oskar Bondo Svane, som frembar medlemmerne hyldest til klubben. Også protektoren, Kronprins Frederik, talte og lovede fortsat at ville gøre sit yderste for at fremme idrætten i Danmark.

Under festen udnævntes DSR’s tidligere formand, kontorchef Henning Koch til klubbens æresmedlem. Koch skænkede i 1944 brugsret til halvdelen af sin store grund ved Ravnsholt skov til klubeen. På denne grund lå et gåsehus, som ombyggedes til weekend-hytte for DSR’s medlemmer og fast base for ski- og orienteringssektionens aktiviteter. Mere end et halvt århundrede senere er ”Gåsehuset” fortsat i brug.

Under Danmarks besættelse var mange af klubbens medlemmer stærkt engagerede i firhedskampen. Klubbens formand, Gudmund Schack, var således en af lederne i den fremtrædende modstandsgruppe Holger Danske. I alt 19 medlemmer faldt under frihedskampen, enten her i landet eller i udlandet i tyske koncentrationslejre eller i allieret krigstjeneste. Til deres minde opsattes efter krigen en mindetavle i klubhusets forhal.

Som en gave fra Ny Carlsbergfondet modtoges i 1946 Helge Jensens store maleriudsmykning i klubhusets festsal; maleriet, der er i tre dele, forestiller mandlige og kvindelige roere, der udøver deres idræt.

I 1947 indstiftedes en årlig match mellem Århus og Københavns universiteter. Universitetsmatchen fortsatte i mange år som en stor succes og en betydelig reklame for studenterroningen, men nu – mere end 50 år senere – har den flere gange været erklæret død og næsten lige så mange gange forsøgt genoplivet. Matchen har ikke været afholdt i de seneste år.
Grosserer Gudmund Schack var i DSR’s bestyrelse fra 1924 og var formand fra 1939. I 1957 forlod han bestyrelsesarbejdet, og som anerkendelse af hans fremragende indsats igennem alle årene udnævntes han på generalforsamlingen til klubbens æresmedlem. Samme år afsløredes hans portræt, malt af professor Harald Hansen, i klubben; billedet har nu sin plads i vestibulen.

I 1965 udnævntes også civilingeniør John Normann-Hansen til æresmedlem. Norman havde været materielforvalter lige så længe, som nogen kunne huske, fra 1927 til 1963. Han var endvidere en af klubbens mest fremtrædende og ukuelige langtursroere, en aktivitet, han fortsatte med meget langt oppe i alderen.

Comments are closed