Sikkerhed til vands

Man siger at ”kun en tåbe frygter ikke havet”, og vi tager selvfølgelig de nødvendige forholdsregler, for at vi kan ro i sikre rammer. Noget af det vigtigste er, at vi primært ror om sommeren, og er ekstra forsigtige, hvis vi er ude om vinteren eller i ydersæsonerne, hvor vandet er koldt.

Samtidig er roning en ny idræt for vores nye medlemmer, og vi skal selvfølgelig undgå idrætsskader. Idrætsskader er heldigvis ret sjældne i roning, der ikke har de risici som f.eks. løb indebærer

Vi går meget op i, at du bliver teknisk god før du får din ro-ret – både af hensyn til dig selv (skadesforebyggende) og dine medroere, så for at få ro-ret skal du, udover at kunne svømme 400 meter[*], normalt på vandet ca. 8 gange med en instruktør. Herudover går vi op i, at du sammen med bådens andre roere og styrmanden kan manøvrere båden sikkert.

Ud over at alle kan manøvrere båden sikkert, og at alle kan svømme, sørger vi altid for at tage rednings- eller svømmeveste med på instruktionsturene. Desuden har, hver båd en styrmand, der er en erfaren roer som ved det nødvendige om vejret og færdselsreglerne på vandet. Inden man tager ud at ro registrerer vi, hvem, der er i båden, og når turen er slut registrerer vi, at alle er hjemme igen – det giver også mulighed for at følge med i, hvem der har roet meget eller lidt.

Endelig er vores både meget sikre, de er faktisk bygget sådan at de ikke kan synke, men bliver liggende i vandoverfladen selvom de bliver fyldt med vand – hvilket sker meget sjældent. Alle både har selvfølgelig også en øse, så man kan hælde vand ud, hvis båden da ikke er selvlænsende, hvilket betyder at vandet kan løbe ud mens man ror.

Hvis du vil læse mere om sikkerhed Læs Dansk Forening for Rosports hjemmeside, www.roning.dk, eller følg dette link direkte til sikkerhedssiderne: http://www.roning.dk/Klubdrift/Sikkerhed.aspx – og vi anbefaler, at du læser vores dokument omkring hvad Hvad enhver roer bør vide.

[*] Vi afholder ikke svømmeprøve – du skal selv teste dine svømmefærdigheder inden du starter instruktionen. Før du kan komme med på vandet vil du blive bedt om at skrive under på at du kan svømme 400 meter.

Comments are closed