Ræserkanin

slider_01

Gi’ din første ro-sæson et boost – bli’ RÆSERKANIN!

Ræserkanintilbuddet er for alle nye roere, som har lyst til regelmæssig træning og til at teste smagen for konkurrence. Teknik, fart og fællesskab går hånd i hånd hele vejen. Vi sætter fokus på samarbejde i båden og det hele kulminerer ved den traditionsrige dyst mellem Svanemøllehavnens roklubber – Svanemøllematchen, som ligger i starten af september.

Ræserkanin skaber rammen for en ”blød landing” i klubbens træningstilbud og aktiviteter. Du får et netværk, samtidig med at du kan være sikker på at blive udfordret og på at blive god til at ro i din første sæson.

Hvem kan blive en ræserkanin?

Tilbuddet er rettet mod nye roere, som gerne vil arbejde systematisk med roteknik og samarbejde i båden og som ønsker at bidrage til det sunde fællesskab i DSR. Er du ny i DSR, men har roerfaring fra et andet sted, så er du også meget velkommen.

Der er plads til både bredden og ambitionerne på ræserkaninholdet og du behøver ikke at se dig selv som benhård konkurrenceatlet. Du skal dog have tid og lyst til at deltage regelmæssigt 1-3 gange om ugen, for at følge med resten af holdet op i niveau.

Hvem skal ro Svanemøllematch?

Der er fire kaninløb i 4-årers inrigger til Svanemøllematchen, hhv. to for kvinder og to for herrer. Trænerne udtager de fire hold, dvs. i alt 16 ræserkaniner ender med at stille op til dyst. Intet mindre end æren, håneretten og nogle af Svanemøllens mest prestigefyldte trofæer på spil! Selvom der kun er 16 pladser, som der traditionelt bliver kæmpet hårdt om, så er ALLE en del af holdet og, forhåbentlig, sejren i september.

For at der skal være fuldstændig fair play må der kun udtages kaniner. I denne sammenhæng defineret ved at man har fået roret senere end sidste års Svanemøllematch. Overflyttere fra andre roklubber kan ikke udtages til løbet.

Kort efter Svanemøllematchen er der Copenhagen Harbour Race, arrangeret af Københavns Roklub, hvor det også er muligt for kaniner at stille op.

Hvornår kan jeg blive ræserkanin?

Ræserkanintilbuddet starter sidst i maj. Vi tager nye ind på holdet indtil midten af juli. I starten er der 2 ugentlige træninger. Se Ugeprogram Sommer. I takt med at Svanemøllematchen nærmer sig, intensiveres træningen og det bliver nødvendigt at kunne træne flere gange ugentligt, så formen og teknikken er i top, når naboklubberne skal sættes på plads.

I slutningen af maj holder vi infomøde om ræserkanintilbuddet, så hold øje med opslag i klubben og nyhedsbreve på mailen.

Du kan både satse hårdt på at komme i båden med de bedste eller du kan vælge at se tilbuddet som en sikker landing i DSR, hvor du får helt styr på teknikken og undgår skader. Ræserkanin er hyggeligt uden at være et hygge-tilbud, du skal være indstillet på at give af dig selv, både fysisk og socialt, til gengæld lover vi dig oplevelser og relationer for livet.

Kig forbi og kom godt i gang i DSR.

De bedste hilsner
Trænerne

Comments are closed