Af: Lars Bundesen

DSR under krigen

Indledning

Da 1995 var 50-året for Danmarks befrielse, så jeg det relevant at give en beskrivelse af, hvorledes besættelsen påvirkede DSR. Det er jo velkendt, at DSR havde mange medlemmer, der var aktive i modstandsbevægelsen. 19 af dem mistede livet. Deres navne findes på mindetavlen inden for klubbens hovedindgang, og en nærmere beskrivelse af dem findes i Ole Sechers bog ”Hvis et folk vil leve”, der udkom i 1992, udgivet af DSR’s Venner. En bog, der stærkt kan anbefales dem, der ønsker at vide mere om DSR-medlemmernes modstandsarbejde under besættelsen.
Oprindeligt havde jeg tænkt denne beskrivelse som et større projekt af lidt forskningsagtig karakter, men jeg har måttet erkende, at tiden har sat sine begrænsninger for projektet. Nedenstående beskrivelse er derfor i alt væsentligt hentet fra klubbens årbøger fra 1939-45.
Disse årbøger bærer præg af, at der naturligvis var meget, der ikke kunne skrives på det pågældende tidspunkt, og desværre er det ikke skrevet senere.
Beskrivelsen er derfor ikke så fuldstændig, som det kunne ønskes, men kan forhåbentlig alligevel give et indtryk af vilkårene for roning i DSR i årene 1939-45.

1939-1940

I 1939 indviede DSR sit nye klubhus på Strandvænget (vort nuværende) i juni måned (datoen er ikke præcist nævnt). Trods restriktioner på lys og gas og de høje priser på brændsel som følge af krigsudbruddet lykkedes det at få en vintersæson i klubben.
Besættelsen 9. april 1940 – to dage efter standerhejsningen – betød, at langturene måtte holdes i de hjemlige farvande. De meget yndede ture i norske og svenske farvande var det slut med.
Kaproningen måtte ligeledes give afkald på de udenlandske stævner, ligesom de danske stævner ikke fik udenlandsk deltagelse. Træningen led desuden under, at motorbåden ikke kunne tages i brug pga. benzinrestriktionerne.
Besættelsen gav anledning til restriktioner i den daglige roning, der kun måtte foregå fra solopgang til solnedgang, ligesom det skulle sikres, at bådene ikke kunne tages i brug af uvedkommende personer. Da der i midten af maj blev indført sommertid, kom påbudet ikke til at spille nogen stor rolle.
I foråret 1940 blev bådværftet færdigbygget for private midler.
Som følge af brændselsrestriktionerne besluttedes det helt at lukke klubhuset efter sæsonens afslutning, idet man dog rent undtagelsesvist opvarmede til en fest d. 16. november.
29. nov. 1940 stiftedes DSR’s skisektion (den nuværende orienteringssektion). Da vintervejret jo er noget upålideligt i Danmark, var orienteringsløb, en dengang ny sport, allerede fra starten en væsentlig del af sektionens aktiviteter.

1941-1942

I 1941 var der allerede fra sæsonens start forbud mod på strækningen København- Hundested at lægge ind til åben kyst eller bådebroer, idet der kun måtte foretages landgang i selve havnene, hvor roerne skulle tilmelde sig kystpolitiet ved både ankomst og start.
Dette var naturligvis til gene for de ture, der normalt gik til Strandmøllekroen og Skodsborg Søbad. Disse landingssteder var det altså ikke muligt at benytte, og turene måtte afkortes til Tårbæk Havn eller fortsætte til havnene i Vedbæk eller Rungsted.

I 1942 fejrede DSR sit 75- årsjubilæum med sit hidtil højeste medlemstal, ca. 1100. Ligeledes var antallet af gennemførte ferielangture, 32, det hidtil største, trods en sommer, der ikke udmærkede sig med godt vejr.
Samme år overgik værftet fra at være privatejet til at være en selvejende institution under navnet D.S.R.s Bådeværft og med egen bestyrelse. Værftets opgave var at forsyne danske roklubber med nye gode både til de billigst mulige priser.
I 1942 byggedes 20 nye både, hvoraf DSR selv aftog to.
Værftet havde ved krigens start et større lager af mahognitræ, der i løbet af krigen slap op, hvorefter bådene byggedes af kalmarfyr, der ansås for at være den bedste erstatning, samt af lærketræ.
Således byggedes i 1944 18 både, heraf 12 i kalmarfyr, resten i mahogni.

17. maj 1942 indviedes det nye træningshus i Sydhavnen for kaproerne, og samtidig fandt en stor bådedåb sted, idet 8 både døbtes, heraf en af daværende kronprinsesse Ingrid. Indvielsen blev foretaget af daværende kronprins Frederik, DSR’s protektor.
I vintersæsonen tilbød DSR gymnastik alle 6 hverdage i ugen. Aktiviteterne foregik dog ikke i klubben, men på Gl. Metropolitanskole, i Studenterforeningens Gymnastiksal og på Statens Gymnastikinstitut.

1943-1944

Klubbens medlemstal voksede stærkt under besættelsen, fra 700 i 1939 til over 1200 i 1943. Det nye klubhus (vort nuværende), der opførtes efter branden i 1937, havde efterhånden ikke tilstrækkeligt med omklædningsplads, hvilket førte til, at der opførtes et omklædningsrum mellem det gamle omklædningsrum og værftet med 400 skabe. Dette er senere indrettet til motionsrum.
Ved en sabotagebrand i Skudehavnen d. 5. maj 1943 gik dameroklubben Gefions daværende bådehus op i luer. De kvindelige roere fik herefter omklædningsrum til disposition i DSR og Kvik, ligesom bådene, der til alt held alle var på vandet på brandtidspunktet, blev fordelt i de to klubbers bådehaller. I DSR fik Gefions medlemmer stillet det nuværende dameomklædningsrum til rådighed.

I 1943 standsedes al roning efter undtagelsestilstandens indtræden d. 29. august og indtil 8. oktober, hvor roningen inden for Københavns havn blev tilladt.
Trods skærpede forbud og bestemmelser vedrørende sejlads, navnlig langs Sjællands nord- og østkyst, blev i 1943 gennemført 39 langture, endnu en rekord.

I 1943 leverede DSR’s bådeværft 25 både, heraf 20 bygget i mahogni. Af disse aftog DSR 3 fireårers både.
I december 1942 kom Århus Studenter Roklub til verden, og med stor støtte fra DSR’s daværende formand, Gudmund Schack, fik klubben i maj 1943 indviet et bådehus.
I 1944 blev roningens vilkår yderligere vanskeliggjort. Området for den tilladte roning i København omfattede nu kun havnefarvandet mellem Slusen i syd og den ny lystbådehavn (Svanemøllehavnen) i nord. Langtursroningen blev begrænset af et roforbrug i farvandet øst for Storstrømsbroen, dvs. hele Øresund og Kattegat nord om Sjælland. De fleste langture kom derfor til at foregå i fynske farvande og Roskilde og Isefjord.
Omstændighederne medførte også, at kaproning og kaproningstræning blev opgivet, på nær deltagelse i efterårskaproningen i september.

25. januar 1944 blev DSR’s klubhus udsat for et bombeattentat, hvorved mange både og en del af bygningen blev ødelagt. (Det fremgår ikke nærmere, hvorfor DSR blev udsat for et bombeattentat. Schalburtage?).
Grundet roforbuddet uden for Københavns havn var Hellerup Roklub afskåret fra at ro fra egen klub. Klubbens medlemmer fik mulighed for – i lighed med Gefion året før – at låne klubbens nuværende dameomklædningsrum.
Ligeledes fik Skjolds medlemmer mulighed for at ro fra DSR’s træningshus i Sydhavnen, idet næsten hele klubbens bådbestand var blevet totalt ødelagt ved et bombeattentat på Langelinie, hvor klubben dengang var placeret.

Befrielsen, 1945

Da befrielsen oprandt d. 5. maj 1945, blev der set frem til en stor sæson under normale forhold. Dette kom dog ikke til at holde stik. En væsentlig grund var, at en frihedskæmpergruppe, Korps Aagesen, fra 8. maj beslaglagde DSR’s lokaler pånær bådehallen og det sydlige omklædningsrum. Klubbens medlemmer kunne således ikke benytte lokalerne på førstesalen, hvilket naturligt lagde en dæmper på aktiviteterne.
Det fremgår ikke af årbøgerne, hvad den pågældende gruppe skulle foretage sig, udover, at det nævnes, at ”huset var af særlig gunstig beliggenhed for den opgave, de var sat til at løse efter befrielsen”. Beslaglæggelsen af lokalerne varede til 1. august.

På befrielsesmorgenen d. 5. maj blev DSR udsat for endnu et attentat, idet klubben blev beskudt med maskingeværer af nogle tyske minefartøjer, der var på vej ud fra Kalkbrænderihavnen. En mængde ruder blev ødelagt, ligesom lofter og vægge på verandaen og i festsalen blev en del beskadiget. Også naboklubberne Kvik og Gefion blev ramt og beskadiget.
Langtursroningen kom ikke i gang før i slutningen af juni på grund af minefare i farvandene.

Af Lars Bundesen