Af: Paul Brüniche-Olsen

DSR i Henning Rasmussens formandstid (1988-2000)

Indledning

Jeg blev medlem af DSR i efteråret 1988, et par måneder før Henning blev valgt til formand. Jeg havde selvfølgelig dengang ingen forestillinger om, at jeg 12 år senere skulle overtage Hennings hverv, og få havde vel også ventet, at Henning ville være villig til at være med til at trække læsset i så lang en periode, at han som formand kom til at føre klubben ind i det ny årtusinde. Og der har været tale om et læs, for DSR har været igennem en bemærkelsesværdig udvikling i Hennings formandstid.

Medlemmer og materiel

D. 1. oktober 1988 tæller klubben 464 medlemmer, hvoraf omkring 140 stadig er medlemmer. Roning er ved at blive populær, og allerede et år efter er medlemstallet på 713. I midten af 90’erne går det virkelig hurtigt, bl.a. båret af, at et kendt dameblad omtaler DSR som ”byens bedste scorested”. I 1994 er 516 kaniner under instruktion og i august 1995 runder DSR 1200 medlemmer, det højeste tal siden 1940’erne. Det gør DSR til klart den største roklub i landet, en placering som klubben stadig har.
Henning har nok i sin formandstid døbt over 3000 kaniner.

Kønssammensætningen i DSR ændredes også. 1968 var året, hvor kvinder efter mange års intens debat får mulighed for at blive medlem af klubben, og i løbet af 90’erne stiger kvindeandelen, som pr. 1. januar 2001 er på 43%. I 50’ernes og 60’ernes hede debat, er begge lejre – med modsat fortegn - enige om konsekvenserne af at lukke kvinderne ind. Modstanderne siger, at klubben vil dø, hvis kvinderne lukkes ind, tilhængerne siger, at klubben vil dø, hvis kvinderne ikke lukkes ind. Befriende er det, at Herbert Marcus, som tilhørte modstanderne, ved 125-årsjubilæet i 1992 holder en flot tale, hvori han erkender, at tilhængere nok havde ret. Jeg tror, at vi alle er enige; at begge køn er med i klubben er en afgørende del af det sociale liv i klubben.

Det høje medlemstal og det betydelige pres, dette lægger på såvel materiel som på det frivillige arbejde omkring bl.a. instruktionen, fører til, at der sættes en grænse for optaget af nye medlemmer på omkring 250-300, en begrænsning, der stadig gælder.

Inrigger-materiellet udvides, men slet ikke i takt med det behov, som såvel et øget medlemstal, som et kraftigt øget roet antal kilometer pr. medlem, medfører. Det er ikke fordi viljen ikke er der, men en stram økonomi i DSR kombineret med meget lille kapacitet i bådebyggerbranchen sætter begrænsninger i udskiftning og udvidelse af bådparken. Men nogle både bliver det da til. I 1989 døbes Gudmund, i 1990 Brage, Frigg, Hugin, Psi og Ksi, i 1991 Munin, og året efter Svane og Mjølner. Herfra er et spring til 1996, hvor Frej og Vile døbes, så følger i 1998 Ve, Hu og Røskva, i 1999 Embla (et absolut mindre vellykket projekt med at bygge egne både helt fra grunden) og endelig i 2000 Ask, som er en skal fra Grejsdalens Bådværft apteret i DSR, den første i en lille serieproduktion. Hertil kommer en del kajakker.

Bådvedligeholdelsen er og bliver et evigt diskussionstema i klubben. Igennem Hennings formandsperiode forsøges flere modeller. Først er der 6 timers obligatorisk vedligeholdelse, så gøres den frivillig, og nu har vi den udmærkede ordning med bådvedligeholdelsesteam, som et aktivt materieludvalg har etableret. Hennings holdning var i hele hans formandsperiode, at medlemmernes indsats i sidste ende må bygge på frivillighed og social ansvarlighed.

Aktiviteterne

Som nævnt øges aktivitetsniveauet i klubben kraftigt i 90’erne. Det glædelige er, at også bredden i aktiviteterne øges. DSR er en roklub, man bevæger sig i materiel, hvor man noget uhensigtsmæssigt for ens orientering sidder med ryggen til roretningen. På ikke særlig smukt dansk hedder det ”baglænsroning”. Kajakroere griner en del over dette fænomen, de foretrækker at kunne se, hvor de ror.

I DSR får kajakkerne efterhånden status af en vigtigt sideaktivitet, hvor mange medlemmer supplerer baglænsroningen med kajakroning. I 1994 bygges et kajakskur og samme år indsuppleres i bestyrelsen en kajakrochef (i 1997 bliver kajakrochefen en fast, vedtægtsbestemt bestyrelsespost, kajakroningen bliver hermed en etableret del af DSR).

DSRs kajakroere har endnu ikke vundet DM eller internationale konkurrencer, men flere af kajakroerne deltager på konkurrenceniveau i kajak-kaproning.

På inrigger-fronten bød 90’erne derimod på flere danmarksmesterskaber i langdistancekaproning. Når det kunne lade sig gøre, skyldes det Motion+, et fænomen der spredes fra DSR til mange andre roklubber. Motion+ opstår i 1991. Det, at roningens mål ikke er en kage i Skovshoved Roklub eller en pilsner i Nyhavn, men hårdt arbejde, konkurrence, fejlretning og instruktion, tiltaler i løbet af 90’erne stadig flere DSR’ere, og Motion+ bliver et vigtigt bindeled mellem motionsroningen på Øresund og kaproningen på Bagsværd Sø. Jeg selv startede som +’er i 1995, i øvrigt det år, hvor en Motion+-rochef indsuppleres i bestyrelsen.

På inriggerlangdistancen suppleredes DM med en rekord, som stadig står: I august 1995 roes Gudmund Sjælland rundt på 45 timer og 55 minutter. Det skete i strålende vejr, efter at et forsøg tidligere på sommeren må opgives halvvejs på grund af hårdt vejr.

Strandvænget

Vores gamle hus (det blev færdiggjort i 1939 med midler fra Hermann Rée, efter at det oprindelige klubhus som bekendt brændte i 1936) slides af det høje aktivitetsniveau. Nye medlemmer finder det måske noget nedslidt, men i Hennings formandsperiode er der faktisk sket en omfattende renovering af huset, en renovering, som vi for en stor dels vedkommende kan takke fondsstøtte for, fordi klubben i sit beskedne budget har meget svært ved at finde midler til andet end den løbende vedligeholdelse.

Renoveringen omfatter:

• Køkkenet (1990)
• Verandaen inkl. møbler (1991)
• Indgang, foyer og garderobe (1992)
• Salen (1993)
• Damernes baderum (1996)
• Slyngelstuen (1997)
• Træningsrum og herreomklædning (1998)

Hertil kommer som, tidligere nævnt, kajakskuret, som blev bygget i 1994 og udbygget i 1997.

Ansatte i DSR

Strandvænget er ikke kun centrum for medlemmernes aktiviteter, det er også en arbejdsplads. I 1990 ansættes Kim, som er uddannet snedker, til at stå for den mere professionelle del af bådenes vedligeholdelse. Kim arbejdsbetingelser forbedres i 1994, hvor klubben overtager bådværftets lokaler. I perioden 1997-2000 får Kim desuden hjælp fra en deltidsansat medhjælp, og deres indsats gør sammen med de mange medlemmers indsats i de kolde vintermåneder, at klubbens både trods intensiv anvendelse holdes i en god stand.

På 1. sal er livet omkring køkkenet omdrejningspunktet i det sociale fællesskab i klubben. Siden 1992 har klubben haft køkkenhjælp ansat. Fra 1995 til slutningen af 2001 var det Jytte Olsen, og fra begyndelsen af 2002 er det Heidi Hermansen, som mætter vore munde fire af ugens hverdage. En stor del af klubbens liv er afhængig af, at medlemmerne kan mødes til et måltid efter motionen på vandet, i træningsrummet eller i salen.

Kaproning og Bagsværd

Kaproningen har alle dage været en meget vigtig del af klubbens aktiviteter. DSR er så heldig, at det tidligere medlem (og æresmedlem), længst afdøde ingeniør Hermann Rée via et legat igennem en lang årrække har støttet kaproningsaktiviteterne i klubben forudsat, at de, som der står i fundatsen, ”dyrkes på fremragende niveau”. Og det må man sige, at DSR hidtil har kunnet leve op til. Næppe andre af landets roere har vundet flere medaljer hjem til Danmark end DSRs.

Kaproningen er omtalt andetsteds i dette værk, men skal dog kort nævnes her. Henning har i hele sin formandstid haft et stort engagement i kaproningen og dens vilkår. Senest har Henning været primus motor i tre roklubbers overtagelse af driften af Bagsværd Rostadion (ud over DSR er det Roforeningen Kvik og Københavns Roklub). Besparelser i Københavns Idrætsanlæg (Københavns Kommune), som ejer rostadion, medførte en stor fare for forringelser i roklubbernes kaproningsfaciliteter. Henning så faren og pressede på for at finde en løsning, der gav DSR’s roere og de øvrige kaproere på Bagsværd gode træningsbetingelser.

Hennings engagement i kaproningen blev yderligere styrket af det familiære engagement. Hennings søn, Anders, har været en fremtrædende kaproer med bronze ved VM i 1995 som et af højdepunkterne. Også Hennings datter, Karen, har været et meget aktivt medlem, herunder instruktionschef i flere år, og Annelise, Hennings ægtefælle, har været aktiv i gymnastikken.

Alt dette har Henning fundet tid til samtidig med, at han har haft en travl hverdag med opbygning af egen virksomhed.

1988-2000 er en periode, som DSR kan være tilfreds med, en periode hvor Henning sammen med bestyrelsen, udvalgene og de mange aktive medlemmer skabte grundlaget for den dejlige klub, vi har i dag.

Af Paul Brüniche-Olsen