Af: Lars Bundesen

træk af DSR’s historie fra 1967 til 1988

Jubilæumsåret 1967 blev et rekordår for kaproningen i DSR, medens afmatningen i motionsafdelingen fortsatte stort set uændret, hvad medlemstal angår. Til gengæld var der høj aktivitet blandt de medlemmer, der var.
Ved standerhejsningen kunne døbes ikke mindre end 24 både, og Kong Frederik IX var blandt bådedøberne, idet han navngav ”Sleipner”, der var den ene af to nye kaproningsottere. I forbindelse med jubilæet modtog klubben i øvrigt som gave fra Kong Frederik det maleri af kongen som roer, der nu hænger i Kongeværelset. Det er udført af August Tørsleff i 1948.

Om aftenen var der festmiddag i Universitetets festsal (Solennitetssalen) med ca. 180 deltagere. 16 roere dannede spalier med rejste årer på den store trappe foran hovedbygningens indgang, og højesteretssagfører Oskar Bondo Svane holdt – igen – festtalen. Under festen udnævntes Oskar Bondo Svane og klubbens tidligere formand, pianofabrikant Bjørn Møller til æresmedlemmer.
I Svanemøllen holdtes senere samme aften en fest for ca. 600 medlemmer, der morede sig til et stykke tid efter solopgang.

Den største enkeltstående klubhistoriske begivenhed i årende efter jubilæet var vel beslutningen på en ekstraordinær generalforsamling i april 1968 om at give kvinder adgang til aktivt medlemskab af DSR. Det var et forslag, der havde været fremsat flere gange tidligere, men nu lykkedes det altså.
DSR’s første kvindelige bestyrelsesmedlem blev Annelise Rasmussen, der allerede i en del af sæsonen 1969 vikarierede for instruktionsrochefen, Henning Rasmussen, der var blevet indkaldt til værnepligtstjeneste. Annelise Rasmussen genvalgtes i øvrigt på generalforsamlingen (som sekretær).
Nye i Strandvænget var også Studentersangerne, der i 1969 fik lejekontrakt på et lokale i klubhuset.

Skal der gøres status over 1960’erne, må perioden betegnes som – set under ét – bedre end nedgangsperioden i 1950’erne. I årtiets sidste to sæsoner måtte dog noteres et mærkbart fald i den almindelige roaktivitet, foruden en meget ringe langtursaktivitet. Medlemstallet var derimod i hele perioden nogenlunde stabilt med omkring 600 aktive.

I det ny årti – 1970’erne – kom DSR uheldigt fra start. 1970 var et vanskeligt år med interne stridigheder. Samtidig medførte en række uopsættelige istandsættelser af huset, at økonomien blev hårdt trængt, og endelig faldt roaktiviteten på ny, hvilket kan have haft sammenhæng med, at DtH på dette tidspunkt fuldførte sin udflytning til Lyngby og dermed trak de ingeniørstuderende bort fra byen og DSR.
En positiv nyskabelse i 1970 var indretningen af et motionsrum i klubhuset. Den tilbygning til det sydlige (nu herrernes) omklædningsrum, som var blevet nødvendig i 1942-43 på grund af skabsmangel, var forlængst atter blevet overflødig, og Gudmund Schack havde fået den idé, at lokalet kune anvendes som motionstræningsrum. Schack sørgede for projekteringen og lod foretage de nødvendige ombygninger og materielanskaffelser som en gave til klubben. De næste år blev aktivitetsmæssigt stille, med et fortsat ganske lavt medlemstal og med behersket ro-aktivitet.

Fra omkring 1965 blev opbakningen omkring Ski- og orienteringssektionen mere spinkel, og der var ikke længere nogen, der anvendte Ski- og orienteringssektionen som udgangspunkt for skiløb.
Dette hang selvfølgelig sammen med de milde danske vintre. Derfor besluttede man i slutningen af 1970’erne at stryge navnet ”ski” fra navnet og formålet. Det generelle medlemsopsving i DSR i slutningen af 1980’erne slog i løbet af 1990’erne også igennem i tilslutningen til Orienteringssektionen.

Den 14. januar 1972 døde Kong Frederik IX, DSR’s protektor siden 1918, og klubben bidrog på forskellig måde ved højtideligholdelsen af kongens bisættelse.
I resten af tiåret fortsatte faldet i meldemstal og generel aktivitet, og bunden nåedes vel i 1980. På dette tidspunkt var situationen ved at blive i høj grad uholdbar, idet klubben havde en række faste udgifter til bl.a. grundleje og husvedligeholdelse, som ikke havde sammenhæng med medlemstallets størrelse og dermed den økonomiske formåen. En udflytning fra huset foresloges fra flere sider som den nødvendige løsning. Det var svære tider.

Det fortjener at nævnes, at klubbens nedgangstendens ikke var enestående i perioden. Den har sikkert haft sammenhæng med de tendenser i tiden, der gik imod de etablerede akademiske institutioner, og som også medførte, at bl.a. Studenterforeningen på det nærmeste blev udslettet. I den forbindelse skal vi tænke på, hvad Rées Legat har betydet for os. Havde vi ikke haft dette økonomiske redningsbælte, er det vel et spørgsmål, om det overhovedet var gået.
Træningshuset i Sydhavnen, der i mange år havde været lejet ud, solgtes i 1980 for 80.000 kr., som anvendtes til forbedringer på huset i Strandvænget.
Forud for denne beslutning var gået års debat om en eventuel geninddragelse af huset i klubbens almindelige liv. Nogle for klubben ret ugunstige opsigelsesvilkår gjorde udslaget.

Vi fik to nye æresmedlemmer, da klubbens formand og mangeårige bestyrelsesmedlem Aage Bang udnævntes ved sin afgang i 1974, og da museumsinspektør ved Nationalmuseet Georg Galster på sin 90-års fødselsdag i 1979 udnævntes til æresmedlem ved en sammenkomst i klubben efter den sædvanlige morgenrotur.

Ved udgangen af 1970’erne vendte medlemsnedgangen, og i det hele taget har 1980’erne nok været en lykkeligere periode for DSR end det foregående årti. Ved slutningen af 1991-sæsonen – den sidste før 125-årsjubilæumssæsonen – var i alt 765 personer registreret som aktive medlemmer, hvortil kommer 54 passive.

I løbet af 1980’erne er motionsmateriellets efterhånden meget ringe forfatning blevet betydeligt forbedret gennem en imponerende indsats fra hovedsagelig nogle få medlemmers side. Af disse må især fremhæves Knud Mikkelsen (Mikkel), Jørgen Foss og Erik K. Rasmussen. Disse og en håndfuld skiftende medlemmer af materieludvalget planlagde og ledede den obligatoriske medlemsarbejdsordning i disse år og med åbenlyse resultater.

Også klubhuset har siden 1980’ernes sidste halvdel været genstand for en omfattende og tiltrængt vedligeholdelses- og ombygningsindsats. Køkkenet og Verandaen er totalrenoveret, og Slyngelstuen, Kongeværelset og salen er istandsat, således at det meste af førstesalen efterhånden fremstår særdeles attraktivt. Robassinet er også blevet malet og repareret. Sidst i 90érne er damernes baderum og herrernes omklædningsrum renoveret. I 1998 kunne et nyt motionsrum tages i brug.

Knud Mikkelsen (Mikkel) udnævntes i 1984 til æresmedlem som påskønnelse af hans store indsats i klubben, bl.a. som bestyrelsesmedlem, med vedligeholdelse af Gåsehuset og som langtursroer og –arrangør.

En attraktion i klubben, som igennem 1980’erne har fået stigende betydning, er motionsgymnastikken. Denne har i tidligere tider været afviklet i bl.a. Statens Gymnastikinstituts lokaler i Nørre Allé og Universitetets Metro-annex. Nu gør vi gymnastik i Strandvænget, og festsalen fyldes snart sagt hver aften med høj musik og hoppende, løbende og svedende mennesker. Der afvikles op til 3 hold på en aften. Betydningen af motionsgymnastikkens stigende søgning sammen med tilbud om f.eks. badminton og – i perioder – svømning, er ikke blot, at medlemmerne holder sig i form i de måneder, hvor roning efter de flestes opfattelse er mindre attraktiv, men også, at klubben herved har fået lettere ved at holde på medlemmerne vinteren igennem.

Netop dette at holde på medlemmerne fra sæson til sæson er et problem, som i tiltagende grad er blevet erkendt de senere år, og det har givet anledning til megen diskussion, hvorledes opgaven bør gribes an. Forskellige tiltag har været overvejet og iværksat, bl.a. dannelsen af en ”kaninmodtagelseskomité”, der har søgt at arbejde for, at der hygges lidt om kaninerne efter instruktionsturene. Også de allernyeste medlemmer skulle jo gerne føle sig hjemme hos os.
Som følge af den stigende aktivitet i klubben og af den samtidig faldende erhvervsmæssige trafik i Københavns Havn besluttedes det i øvrigt i 1986 at genindføre ”kanindåben”, der ellers var opgivet på grund af havnevandets noget uhumske tilstand. Et tilbud om ”voksendåb” af alle dem, der blev snydt i tidligere år, står åbent.

En ny rovagtsordning trådte i kraft i 1988. På alle tirsdags- og torsdagsaftener er det tanken, at en rovagt som bestyrelsens repræsentant skal sørge for at få ”trafikken” til at glide, hjælpe med at sætte bådhold, holde øje med materiellets behandling. m.v. Ordningen fungerede godt i 1988-90, mens det i 1991 kneb noget i den sidste del af sæsonen.

Efter flere gange at have været truet af havets almindelige fråden og særlig af Karlebo Kommunes planer om opførelse af en marina, nedbrændte DSR’s weekend-hytte siden 1926, Nivå-huset, sankthansaften 1988. Grundet de nævnte planer om opførelse af en marina fik DSR ikke lov at genopføre huset, og klubben har siden været uden weekendhytte ved vandet.

I 1980’erne mistede vi også tre æresmedlemmer, nogle af de mest markante blandt klubbens gamle kæmper. Landets ældste aktive roer, museumsinspektør Georg Galster, døde i 1983 i en alder af 94 år, dagen efter sin sidste rotur. Højesteretssagfører Oskar Bondo Svane døde i december 1987, 88 år gammel. Grosserer Gudmund Schack, bestyrelsesmedlem i DSR 1924-57, heraf formand 1939-57, i mange år formand for Rées Legat, DSR’s Venner, Idrætsforbundet og Danmarks Olympiske Komité, dansk idræts store gamle mand, døde i februar 1988, få måneder før sin 90 års fødselsdag. På 90-årsdagen mødtes en række af hans gamle venner og rokammerater til en reception i klubben for at mindes Gudmund Schack og alt det, han stod for, og for at markere stiftelsen af Gudmund Schacks Mindefond. Fonden skal bl.a. støtte formål, der står i forbindelse med Danske Studenters Roklub, handicapidræt og Danmarks frihedskamp 1940-45.

Af Lars Bundesen